Samarbejdet bliver bedre når du er bevidst om De tre tidstyper

Styrk samarbejdet mellem De tre tidstyper® og udfordr dig selv

I forrige indlæg ”Kender du din tidstype?” beskrev jeg De tre tidstyper®, tidsoptimisten, -realisten og pessimisten, og hvordan du finder ud af, hvilken tidstype du selv er.

Trine Kolding
Ekspert i effektivitet og planlægning
Trine Kolding - når tiden er vigtig!

At være bevidst om din egen tidstype og samtidig kende til dine omgivelsers forhold til tid er nyttigt for den daglige kommunikation og samarbejde. Når kollegaen igen kommer for sent eller afleverer i sidste øjeblik, kan det være fordi, vedkommende er en udpræget tidsoptimist. At vide det gør selvfølgelig ikke forsinkelsen mindre irriterende, og det må heller ikke blive en sovepude for optimisten, men nu kan du tage dine forholdsregler. Fx ved at lægge ekstra buffertid ind, når planerne involverer en tidsoptimist eller måske endda lægge planen sammen med vedkommende.

Afleverer du til tiden?

Er du tidsoptimist, er det godt at vide, at tidsrealister og tidspessimister har behov for struktur og planer for deres arbejde. Det er vigtigt for dem, at deadlines ikke overskrides, og de vil værdsætte dig højt som kollega, hvis du viser, at du respekterer deres tid. Forsøg at finde et kompromis, og øv dig i at være bare lidt mere tidsrealistisk, når du arbejder sammen med andre tidstyper. Hvem ved, måske vil det endda være en god oplevelse at følge en plan og overholde deadline?

Tidsrealister bliver til tidspessimister

Der findes ikke mange ægte tidspessimister. Oftest er det faktisk tidsrealister, der i samarbejdet med meget tidsoptimistiske mennesker er blevet utrygge omkring planlægning og deadlines. De er ganske enkelt nervøse for, om I kan nå tingene til tiden. Derfor bruger de hyppigere ordet ”Nej” og bliver ofte karakteriseret som negative nej-sigere desværre, fordi det sjældent er tilfældet. De er ikke negative, men derimod meget pligtopfyldende omkring tidsfrister. Som både tidsoptimist eller tidsrealist kan du gøre dig selv og pessimisten en stor tjeneste ved at lytte til og anerkende deres bekymringer og måske lægge lidt ekstra buffertid ind. Det vil få samarbejdet til at glide langt nemmere.

Sæt dig i andres sted

Uanset hvilken tidstype du er, er det gavnligt at udfordre sig selv lidt. Hvordan vil det være at bevæge sig lidt ind på tidsoptimistens territorium? Hvilke fordele kunne der være ved at tage både tid og ting lidt mere afslappet? Eller hvordan mon arbejdsdagen ville forløbe, hvis du satte tid af til at få overblik over dagens opgaver, udarbejde en prioriteret rækkefølge og følge listen – og levere til tiden?

Inspiration til din forretning?

  Tidsregistrering i Excel