Infographics - en smuk måde at sortere data på

Smukke data

Selv de mest trivielle og hverdagsagtige data kan også blive spændende, hvis de præsenteres på den rigtige måde. Informationsgrafik – eller infographics – er visuel repræsentation af information, data eller viden.

Et godt eksempel er den norske gruppe Röyksopps musikvideo til deres nummer "Remind Me". Videoen er en sand parade af informationsgrafik bygget over en dag i et liv for en kontormus.

Nicholas Felton

En af mestrene inden for denne kunst er den New York-baserede grafiker, Nicholas Felton, der hvert år udgiver en personlig årsrapport, hvor han gør rede for, hvem han har mødt (og hvor mange gange), hvor mange kopper kaffe han har drukket (og hvor), hvilke film han har set (og med hvem) - og mange andre superuundværlige ting.

Hvert år skifter vinklen en smule, og for 2010 har Nicholas Felton valgt at skildre hans fars liv gennem kvantificerbare data ud fra farens optegnelser, som kom Felton i hænde, da faren døde sidste år. Resultatet er, trods det stramme layout, både smukt og tankevækkende.

The 2010 Feltron Annual Report

Årsrapporten for 2010 og for de forudgående år kan ses på Feltons website og købes i hans online shop.

Faktisk har årsrapporterne været så stor en succes, at Felton har udviklet en webapplikation eller service til at indsamle, inddele og visualisere hverdagsdata på egen hånd. Så hvis du ikke har nok i at registrere din tid og udlæg i TimeLog Project, så kan du vise din glæde ved data med Daytum, som servicen hedder.

Web Trend Maps

Et andet ophav for mesterlige infographics er Information Architects - eller bare iA - der med kontorer i Japan og Schweiz har stolte traditioner at leve op til. På væggen i TimeLogs kontor hænger deres Web Trend Map for 2009, hvor de mest indflydelsesrige websites, personer, virksomheder og services på World Wide Web er plottet ind på et kort over Tokyos undergrundsbane. Kortet viser betydning og indbyrdes relationer i forenklet form, og hvor intet er uovervejet eller overladt til tilfældigheder.

Web Trend Map 4

 

TimeLog og datavisualisering

Der er masser af data i TimeLog Project og derfor også et stort potentiale i datavisualisering. Det er et landskab, som vi vil opdyrke, og heldigvis arbejder teknologien i den rigtige retning for os. I modsætning til tidligere kan det nu meget bedre lade sig gøre, med relativt enkle midler, at frembringe informationsgrafik uden mystiske plug-ins og eksotiske standarder, så det virker på flertallet af platforme.

Et kort eksempel fra det kommende TimeLog Project 5.4 er visning af en medarbejders belastning i et givent projekts løbetid:

belastningsberegning

Måleren er lavet udelukkende ved hjælp af CSS og en enkelt halvgennemsigtig grafik, som giver den glasagtige effekt. Vi kunne have sparet grafikken helt, hvis vi havde valgt, at brugere med Internet Explorer kunne leve uden glaseffekten.

Det er en betingelse for TimeLog, at visualiseringen ikke blot bliver en smuk kulisse, men noget som afdækker og anskueliggører betydningsfulde sammenhænge, der ellers let kunne blive overset. Forvent derfor et behersket tempo i indførelsen.

For informationsgrafikkens gudfader, Edward Tufte, er det desuden et kardinalpunkt, at datatætheden - eller densiteten - skal hæves gennem visualisering. Sagt på en anden måde skal der kunne vises flere data på mindre plads, og det er jo nyttigt, når der er så meget data at tage af.

Anders Brandstrup

Anders Brandstrup