For andet år i træk er TimeLog A/S blevet kåret som gazelle af Børsen.
Baggrunden for anerkendelsen er regnskabsåret 2007, hvor TimeLog A/S igen formåede at vækste kraftigt. Med en omsætning, der i perioden 2004-2007 steg med 390%, er grundlaget for en placering i den øverste fjerdedel af de mere end 2.000 gazeller inden for rækkevidde.
“At blive kåret som gazelle igen i år er en anerkendelse af og et signal om, at den strategi, vi følger, og de produkter, vi har, er de rigtige – hvilket vores nuværende og kommende kunder kan bruge til at skabe sig et billede, hvem TimeLog er,” siger Søren Lund, adm. direktør i TimeLog A/S
Ifølge Børsens krav er en gazelle bl.a. en virksomhed, der de seneste fire regnskabsår har haft en positiv vækst i omsætningen eller bruttoresultatet – og over hele perioden har fordoblet omsætningen eller bruttoresultatet.
Læs mere om kravene til gazeller
Børsens årlige analyse af de danske små- og mellemstore vækstvirksomheder bygger på økonomen David Birchs beskrivelse af den amerikanske virksomhedsudvikling. Fra “elefanterne” i 1950’erne – de meget store dominerende virksomheder – til 1980’ernes “mus” – de små virksomheder med max. 20 ansatte, der dog skabte 20 mio. jobs – til 1990’ernes “gazeller”.
Gazellerne er store nok til at besidde den nødvendige teknologi, der skal til for at kunne konkurrere på markedet, men samtidig små nok til at kunne tilpasse sig de konstante forandringer. Denne gruppe virksomheder skaber både vækst og mange jobs. Børsens formål med den årlige gazelle-analyse er at følge udviklingen og resultaterne af denne gruppe i Danmark.
Den 25. september afholder Børsen den årlige Gazelle-konference. Arrangementet finder sted i Tivolis Koncertsal kl. 16-18.