Mange kunder efterspørger en dybere og samtidig mere brugervenlig understøttelse af faktureringsprocesserne i projektvirksomheder. Den 4. december 2008 introducerer vi TimeLog Project 5.0 med et helt nyudviklet økonomi- og faktureringsmodul.
Det er en udfordring at fakturere og styre økonomien på store fastprisprojekter. Processen er relativ kompleks og kræver ofte informationer om betalingsplaner, leveranceplaner, tidsregistrering, projektledergodkendelse og kendskab til projektets færdiggørelsesgrad.
Dertil kommer, at IT-projekter ofte er sammensat af leverancer på både fast pris og ekstra ydelser på forbrugt tid. TimeLogs udviklingsafdeling har de seneste seks måneder arbejdet på at imødekomme behovene; og resultatet er TimeLog Project 5.0.
Den kommende version introducerer en komplet nyudviklet udgave fakturamodulet samt væsentlige dele af projekt- og kundemodulet.
En af målsætningerne med det nye fakturamodul har været at understøtte en effektiv økonomidrevet inddatering og rapportering af projektfremdriften på fastprisprojekter. I mange projektorganisationer er det en stor udfordring løbende at følge op på økonomien i fastprisprojekter og i særdeleshed at fastsætte værdien af igangværende arbejde på månedsbasis.
TimeLog Project 5.0 anslår automatisk værdien af det udførte arbejde ud fra et projekts budgetter og fremdrift. Projektlederen kan dog altid overskrive systemets forslag, men det sparer projektlederen for mange manuelle udregninger, og sikrer økonomifunktionen et altid opdateret overblik over de regnskabsmæssige nøgletal:
”Den nye version af TimeLog Project fortæller dig tidligt, hvis dit projekt er ved at løbe af sporet. Det forhindrer dig i den situation, at du løber tør for værdi hen mod slutningen af et projekt. Virksomheder der kører længere projekter på fast pris anvender ofte det såkaldte produktionsprincip, dvs. at omsætningen fra et projekt ikke bogføres når der faktureres, men i stedet bogføres månedsvis på baggrund af projektets fremdrift. Dermed følger værditilvæksten projektets fremdrift, hvilket betyder at tab tages når de erkendes og ikke i slutningen af projektet.
Det nye fakturamodul understøtter denne metode og giver et realistisk billede af det udførte arbejdes værdi, så man undgår bølgetoppe og -dale i indtjeningen,” fortæller Christoffer Lanstorp, teamleder for R&D og ansvarlig for projektet. Den økonomiske styring i større fastprisprojekter kan være en udfordring, men med TimeLog Project 5.0 bliver det en enkel og kontrollerbar handling.
En anden målsætning med TimeLog Project 5.0 har været at understøtte styringen af hvilke ydelser og projektrater, der er klar til fakturering samt at understøtte den daglige kommunikation af disse oplysninger mellem projektledere og økonomifunktionen. Projektlederen kan nu opsætte faktureringsafhængigheder i projektets betalingsplan, og økonomifunktionen kan mens der faktureres og indtægtsføres se, om projektlederen har meldt en projektfase, leverance eller rate klar til fakturering. For økonomifunktionen vil en effektiv og meget præcis indtægtsføring af leverancer samt en automatiseret beregning af igangværende arbejde spare meget tid og minimere risikoen for at omsætning overses.
”Det nye faktureringsmodul er en del af standardudviklingen, og gør det muligt for vores kunder at kombinere betalingsmodeller i et og samme projekt. For hver projektfase i projektet kan brugeren angive, om fasen er en del af projektets overordnede kontrakt eller en ekstra ydelse på fastpris/forbrugt tid.Dermed er der fuld fleksibilitet i opsætningen af betalingsplaner, hvilket passer til mange større IT-projekter, hvor projektet er på fast pris, men hvor f.eks. implementeringen og den efterfølgende support kører på forbrugt tid.”, forklarer Christoffer Lanstorp.
I forlængelse af lanceringen af TimeLog Project 5.0 afholder vi et release seminar den 4. december i København. På seminaret vil vi introducere den nye version og vores tanker omkring økonomisk projektstyring samt give vores kunder mulighed for at udveksle erfaringer og ideer med hinanden og TimeLogs medarbejdere.