Genvejstaster i MacOS

For nylig har jeg anskaffet en laber MacBook Pro. Det går fint med at vænne sig til den anden verden. Det er ligesom at lære fransk: Hest hedder "cheval", og sådan er det hele vejen igennem.

Men jeg havde problem med, at F-tasterne er optaget til hardware-funktioner, og jeg skulle bruge dem til at navigere rundt i TimeLog Project. Et problem, jeg nu har løst.

Sagen er den, at jeg på min pc er vant til at hoppe rundt i TimeLog Project med F-tasterne. F12 sender mig til ugesedlen, F7 til hovedmenuen, F3 til TimeLog CRM og så videre.

På en Mac er F-tasterne optaget til andre funktioner. F3 - F5 til at styre lyden, F12 til Dashboard Widgets. Hver F-tast har et værdigt formål, som vanskeligt kan undværes.

Jeg ledte efter en løsning og fandt den i System Preferences, som ligger i æble-menuen. Her klikker jeg på Keyboard & Mouse i gruppen Hardware.

I indstillingerne for Keyboard & Mouse vælger jeg Keyboard og sætter et hak ud for "Use F1-F12 keys to control software features". Det betyder, som Apple skriver lige under, at softwaren – herunder TimeLog Project – bruger F-tasterne. Hvis man vil bruge F-tasterne til hardware-funktioner, så skal man også holde Fn-tasten nede.

Skærmbillede af Keyboard & Mouse

Min dag var reddet. Troede jeg. For F9 til F12 var stadig genveje til MacOS X og virkede stadig ikke i TimeLog Project. De styres ganske vist af software, og det er den software, der ligger i MacOS X, som hedder Dashboard & Exposé.

Hvis jeg vil styre forbi dem for at bruge F-tasterne til TimeLog Project skal jeg igen ind i System Preferences og i gruppen Personal vælger jeg Dashboard & Exposé. Her kan jeg vælge at ændre mine Keyboard Shortcuts, så de nu kræver, at jeg også holder Ctrl- og Shift-tasten nede og trykker F12, hvis jeg fx vil se mit Dashboard.

Dashboard & Exposé

Man skal lige overveje, om man synes, at det er det værd for at genvejstasterne til at virke i TimeLog Project, men det vil jeg lade være oppe til den enkelte. I det mindste kan det lade sig gøre, hvis man insisterer.

22. maj 2009

Af Anders Brandstrup

Kategori
Tips og tricks